Tre point i uskøn regnvejrsdyst

Det var ikke nogen køn kamp. Tværtimod. Men det er også en kunst at kunne vinde de kampe, hvor ikke ret meget lykkes. Og det gjorde det ikke i aften, da vi slog Kolding IF med 1-0.

Første halvleg var ikke en, der kommer til at indgå i DVD-samlingen med ’Mest ophidsende 45 minutter i fodboldkampe’ – uanset hvilken årgang, vi snakker.

Det var nemlig to hold, der havde meget svært ved at få ordentlig gang i deres etablerede spil. Og da vejret samtidig viste sig at passe fint til årstiden – koldt, blæsende og regnfyldt, ja, så var det ikke særlig spændende at være på Nord Energi Arena før pausen.

Det fugtige underlag gjorde, at spillerne til tider havde svært ved at finde fodfæste, og bolden smuttede hen ad græsset på afleveringer over et par meter, hvilket gjorde, at mange gode intentioner blev ved dette – intentioner. Der kom aldrig rigtig fut i kedlerne fra nogen af holdene.

Tættest på var Tiémoko Konaté, da han efter knap 12 minutter var centimeter fra at komme foran Frederik Ibsen, der var på vej ud af sit mål for at gribe et indlæg fra Søren Henriksen. Men Ibsen, der tidligere har gjort sig i vores klub, kom akkurat først på bolden.

Jeg har altid lært, at man også skal sige noget godt mellem alt det knap så gode. Og her kan man sige, at vi formåede at holde Kolding IF fra chancer. De fik ikke testet Kevin Ray Mendoza en eneste gang i første halvleg. Og vi havde vel et par gange, hvor vi fik Ibsen til at teste, om hans Uhlsport handsker nu også sad rigtigt på.

  • efter de første 45 minutter.

Anden halvleg startede i samme gear som første halvleg sluttede. Og jeg tror ikke, vi havde sneget os op i andet.

Men efter et lidt tamt 10-12 minutter, begyndte der at komme chancer. Og efter knap en times spil kom der hul på målbylden.

Søren Henriksen fik bolden bagerst i feltet og trykkede af. Mellem venner og fjender havnede bolden for fødderne af Tiémoko Konaté, der udplacerede Frederik Ibsen i målet.

Det mål startede fem minutter, hvor der var store chancer i begge ender.

Bare to minutter efter scoringen kunne Ali Messaoud have fordoblet vores føring, da han fik godt med saft og kraft i et hovedstød. Men Ibsen fik skubbet forsøget over mål.

Og i den anden ende fik Kolding IF testet Kevin Ray Mendoza, men keeperen med de filippinske rødder havde ingen problemer med at holde den.

Som kampen skred frem fik gæsterne et lille overtag i spillet. De havde selvfølgelig oogså noget, de skulle jagte – især med tanke på den knap så gode sæsonstart, de har fået med tre nederlag i træk.

Og de fik også lagt et rigtig godt tryk på os i slutfasen med mange folk i feltet.

Men de fik ikke noget ud af anstregelserne, da vi formåede at holde føringen og tilkæmpe os tre point, der ikke kom i land af skønhed. Men mindre kan også gøre det.

Matchfacts, 1. division, 4. runde

Vendsyssel FF – Kolding IF 1-0 (0-0)

Mål: 1-0 59. min Tiémoko Konaté

Advarsler: 22. min Mikkel Agger, 31. min Mathias Høgsholt (KIF), 75. min Zander Hyltoft

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-3-3): Kevin Ray Mendoza; Jeppe Svenningsen, Lasse Steffensen, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen; Jelle van der Heyden (83. Jakob Hjorth), Anders Bærtelsen (57. Tobias Damsgaard), Zander Hyltoft; Tiémoko Konaté, Mikkel Agger, Ali Messaoud (85. Henri Järvelaid)

Startopstilling, Kolding IF (4-3-3): Frederik Ibsen; Simon Trier (81. Christian Kudsk), Mathias Høgsholt, Mads Eriksen, Jacob Torp (46. Daniel Thøgersen); Mads Zederkof (64. Morten Ohlsen Hansen), Sebastian Sommer, Mike Vestergård; Denis Fazlagic, Adam Jakobsen, Oliver Drost (73. Rune Nautrup)