Tullberg: Vi er ikke farlige nok

Det var en skuffet Mike Tullberg, der efter kampen satte et par ord på 0-1 nederlaget til Hobro IK.

”Vi må indrømme, at vi ikke kreerede nok. Vi spillede for meget til siden, vi havde for mange berøringer og vi investerede heller ikke nok, når vi kom op til deres felt. Vi havde reelt kun to chancer, som er efter hjørnespark, og så havde Ninos et skud langt ude fra, der ramte overliggerne. Så jeg har følelsen af, at vi skal blive langt bedre til at åbne hold op, der står kompakte som Hobro IK. Og så skal vi forsvare færdigt. Vi stod to mod en ved bagerste stolpe ved målet, den er lang tid undervejs, og det skal vi kunne afværge bedre,” siger han og fortsætter:

”Vi manglede noget kvalitet på den sidste tredjedel. Vi skal være klogere i tanke og handling, og vi skal turde sætte os selv mere på spil. Nu er det fjerde gang i denne sæson, at vi har et relativt frit hovedstød tæt under mål, som ikke rammer målet. Det er klart, at sådanne chancer skal du score på, hvis du vil have point. Det må vi træne endnu mere på,” siger han.

Selvom det ikke blev til sejr, så var der positive elementer at tage med fra kampen.

”Det positive er, at du ikke kan sige noget til spillernes indstilling. Den har du ikke kunnet sige noget til i nogen kampe.  De arbejder røven ud af bukserne, og forsøger at omsætte det, vi gerne vil. Det er også nødvendigt, hvis vi skal flytte os på de andre parametre,” slutter Mike Tullberg.