Uafgjort i underholdende opgør

Det var et sandt festfyrværkeri, da vi søndag klokken 14 tog imod AGF hjemme på Nord Energi Arena. 25 afslutninger i kampens 90 minutter blev de 2059 tilskuere budt på – og fire mål.

Og kampens startede med et ordentligt brag. Allerede efter 15 sekunder havde vores ivorianske ven Tiémoko Konaté bolden i nettet. Morten Knudsen sendte en fantastisk aflevering i dybden, Konaté fik fat i den og udplacerede smukt Grabara i AGF-målet. En ønskestart på sidste kamp i en hektisk og hård uge for vores drenge.

Men gæsterne fra Aarhus kæmper en hård kamp for at holde sig inde i top seks, der giver adgang til Mesterskabsslutspillet. De var derfor opsatte på, at vi ikke skulle være ene om at få netmaskerne til at brage.

Efter otte minutter udlignede gæsterne ved unge Kasper Lunding, og efter 32 minutter bragte de sig foran, da Patrick Mortensen på akrobatisk vis fik bolden ind bag Tørnes.

I mellem tiden havde Emmanuel Ogude testet tværriben – den stod desværre, hvor den skulle – og inden pausen fik Søren Henriksen også vist prøver på sit højreben.

Men der kom ikke flere scoringer før pausen.

Antallet af chancer faldt ikke markant efter pausen. Der var stadig godt gang i kampen, og da Adama Guira fik sit andet gule kort bare fem minutter inde, så tippede momentum til vores fordel.

Vi fik lagt et højt tryk på AGF’erne, og flere gange var vi tætte på at få udlignet. Vi måtte dog helt hen til et kvarter før tid, før nytilkomne Alhaji Kamara viste stor springstyrke og headede bolden kraftfuldt ind i nettet.

Mod slutningen af kampen var det AGF’ernes tur til at teste overliggeren, men heldigvis havde den ikke flyttet sig en tomme.

I kampens døende minutter var Andreas Kaltoft tæt på at kunne kalde sig matchvinder, mens hans forsøg sneg sig lige uden om stolpen.

Derfor sluttede ugen som den startede – med et point. Der resterer to runder af grundspillet.

Matchfacts, Superligaen, 24, runde

Vendsyssel FF – AGF 2-2 (1-2)

Mål: 1-0 1. min Tiémoko Konaté, 1-1 8. min Kasper Lunding, 1-2 32. min Patrick Mortensen, 2-2 76. min Alhaji Kamara

Advarsler: 36. min Daniel Thøgersen (AGF), 37. min Jón Dagur Thorsteinsson, 40. min Adama Guira (AGF), 51. min Adama Guira (AGF)

Udvisning: 51. min Adama Guira (AGF)

Tilskuertal: 2059

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-3-3): Michael Tørnes – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer (62. Mads Roerslev), Andreas Kaltoft, Søren Henriksen – Moses Opondo, Mikkel Wohlgemuth (71. Alhaji Kamara), Morten Knudsen – Tiémoko Konaté, Emmanuel Ogude (46. Lucas Jensen), Jón Dagur Thorsteinsson

Startopstilling, AGF (4-4-2): Kamil Grabara – Alexander Munksgaard, Sebastian Hausner, Jens Stage, Daniel Thøgersen – Kasper Lunding (54. Benjamin Hvidt), Adama Guira, Mustafa Amini, Jakob Ankersen (68. Mustapha Bundu)– Yousef Toutouh (90+1. Tobias Sana), Patrick Mortensen