Ude af Sydbank Pokalen trods god fight

Det er svært at finde ord for den skuffelse, vi stod tilbage med efter 90 minutters fremragende fight på Nord Energi Arena i Sydbank Pokalens kvartfinale.

Følelsen af, at have haft Brøndby IF nede i sækken, spillet ud af brættet i perioder og generelt været bedst set over hele kampen. Men hvad kan vi bruge det til? Absolut intet. For efter aftenens nederlag er vi ude af Sydbank Pokalen.

Gæsterne fra Brøndby IF var mest på bolden i kampens indledning. Men cheftræner Jens Berthel Askous træk med at gå over i en 3-5-2 (eller 5-3-2 om man vil) lykkedes til perfektion. Trods et spilovertag holdt vi i store perioder gæsterne fra chancer. Faktisk skulle der en fejl i eget felt til, før Brøndby blev farlige. Desværre betød det også, at de kom foran.

Tilbagevendte Kevin Mensah havde lusket sig med frem, og ved bagerste stolpe kunne han let trille bolden i nettet på en tværpasning fra venstre.

I den resterende del af første halvleg var vi totalt dominerende. Mads Roerslev, der fik sin startdebut i den hvide trøje, og Lucas Jensen drev flere gange gæk med gæsternes forsvar. Generelt var der flere opløftende præstationer fra vores side af.

Men vi formåede ikke at få hul på bylden før pausen.

Det gjorde vi til gengæld efter pausen. Et fremragende opspil og en fiks kombination mellem Morten Knudsen og Emmanuel Ogude betød, at sidstnævnte kunne hamre bolden ind bag Marvin Schwäbe. Men den ene linjedommer mente, at Ogude var offside, og appellerede derfor til dommer Tykgaard, at målet IKKE skulle stå. En ærgerlig hændelse, for på det tidspunkt havde vi gæsterne lige præcis, hvor vi gerne ville have det.

I hele anden halvleg dominerede vi Brøndby. Spillede dem rundt, fik dem til at løbe og skabte flere gange usikkerhed i deres bagerste kæder.

Men et bundholds lod er, at marginalerne ikke altid er på ens side. For da vi lagde et massivt pres for at få udlignet og sendt kampen ud i forlænget spilletid, lukkede og slukkede Kamil Wilczek kampen med et mål i overtiden.

Derfor blev det til et nederlag og dermed endestationen i Sydbank Pokalen for vores vedkommende. Men vi døde med æren i behold. For vi leverede en god fight og en præstation der tegner lovende for de resterende runder af Superligaen.

Matchfacts, Sydbank Pokalen, kvartfinale

Vendsyssel FF – Brøndby IF 0-2 (0-1)

Mål: 0-1 29. min Kevin Mensah (Brøndby IF), 0-2 90+1. min Kamil Wilczek (Brøndby IF)

Advarsler: 53. min Lucas Jensen, 55. min Mads Roerslev, 58. min Kevin Mensah (BIF), 78. min Josip Radosevic (BIF), 83. min Paulus Arajuuri

Tilskuertal:2335

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-2): Nicolai Flø – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft – Mads Roerslev, Francisco Júnior, Mikkel Wohlgemuth (71. Morten Knudsen), Jón Dagur Thorsteinsson (87. Tiémoko Konaté), Daniel Christensen (80. Mads B. Mikkelsen)  – Lucas Jensen, Emmanuel Ogude

Startopstilling, Brøndby IF (4-4-2): Marvin Schwäbe – Kevin Mensah (76. Jens Martin Gammelby), Hjörtur Hermansson, Paulus Arajuuri, Anthony Jung – Dominik Kaiser, Simon Tibbling (62. Simon Hedlund), Josip Radosevic, Hany Mukhtar – Kamil Wilczek, Mikael Uhre (66. Nikolai Laursen)