Vendsyssel FF er også påvirket af Covid-19

Vendsyssel FF påvirkes også af Covid-19, og følger situationen tæt fra time til time.

”Vi tager situationen meget alvorligt, hvorfor vi allerede i onsdags hjemsendte spillertruppen og den øvrige del af den sportslige sektor. Vi er i tæt dialog med bl.a. Divisionsforeningen og følger deres anvisninger sammen med myndighedernes anvisninger i øvrigt. Divisionsforeningen har som bekendt besluttet, at der ikke må spilles fodbold i de kommende 2 uger, men personligt tror jeg desværre, at vi må indstille os på yderligere aflysninger”, fortæller bestyrelsesformand Jacob Andersen.

”Alle øvrige medarbejdere er ligeledes blevet hjemsendt med virkning pr. d.d. og møder af enhver art er blevet aflyst. Administrationen og salgsafdelingen, som dagligt har til huse i Østergade i Hjørring, har vi også lukket ned indtil videre, men vi har etableret en ordning, hvor der altid vil være en person at træffe på telefon og mail. I sagens natur kan jeg ikke sige noget om, hvornår vi forventer at være tilbage i fulde omdrejninger igen, men vi følger alle råd og vejledninger fra myndighederne, og håber, som alle andre, på en snarlig bedring.”, forsætter Jacob Andersen.

”Som mange andre virksomheder indenfor oplevelsesøkonomien kan vi allerede nu se, at vi bliver hårdt ramt økonomisk pga. covid-19. Vi har derfor brug for alt den opbakning vi overhovedet kan få fra vores sponsorer og fans i den nærmeste fremtid – og jeg håber derfor at alle vil forsætte deres støtte i denne svære og udfordrende tid” slutter Jacob Andersen.