Vendsyssel FF henter Mikkel Wohlgemuth

Vendsyssel FF har forstærket midtbanen ved at hente den 23-årige Mikkel Wohlgemuth, der kommer til klubben fra NordicBet Ligaens øjeblikkelige førerhold, HB Køge.

Cheftræner Jens Berthel Askou er begejstret for, at det er lykkedes at hente Wohlgemuth til klubben.

”Mikkel er en meget dynamisk centralmidtbanespiller, som er meget dygtig med bolden. Han har udviklet sig rigtig godt i HB Køge, og har været en stor profil for dem og i NordicBet Ligaen generelt. Desuden har han et stort løbepensum, god fysik og så er han en klog spiller, der har forcer i det opbyggende spil. Han er skolet godt i FC København, hvor han var et af de største talenter i sin årgang, indtil han desværre blev ramt af et par alvorlige skader, hvilket ikke har slået ham ud. I vinters var der interesse fra større klubber, men vi er rigtig glade for, at det er os, der lykkes med at få fat i ham,” fortæller han.

”Han er en lidt en anden type, end dem vi har. Han har noget fysik, meget udadvendt og kommunikerende og har trods sine kun 23 år spillet 94 kampe i NordicBet Ligaen. Så det er en mand, der i en tidlig alder har gået ind og sat sig på spilletiden i en topklub i NordicBet ligaen, og har taget enormt stort ansvar for sin egen udvikling, hvilket passer godt ind i vores klub,” siger cheftræner Jens Berthel Askou.

Hovedpersonen selv er også begejstret for at komme til Vendsyssel FF og Superligaen.

”Jeg er glad for at være kommet til klubben. Det er gået lidt stærkt den seneste uges tid, men vi har haft nogle gode snakke, og har fundet hinanden og det er jeg glad for. Som fodboldspiller er jeg en leder og har et stærkt vindergen. Derudover er jeg duelstærk, vil gerne have bolden og sætte mine medspillere op, og så vil gøre alt for, at mit hold det vinder,” siger Mikkel Wohlgemuth.

Spillerfakta: Mikkel Wohlgemuth

Født: 4. juni 1995 (23 år)

Position: Midtbanespiller

Tidligere klubber: FC København, HB Køge