Vendsyssel FF køber Emmanuel Ogude i B93

Vendsyssel FF har d.d. købt angriberen Emmanuel Ogude af B93 og har indgået en aftale som løber frem til 30.06.2020.

Emmanuel har scoret 20 mål i 29 kampe for B93 og blev i sidste sæson kåret som årets profil i 2. division af sine kollegaer.

”Vi er rigtig stolte over, at vi i dag kan præsentere Emmanuel Ogude som ny spiller i Vendsyssel FF. Vi har været i hård konkurrence om Emmanuel med en række superligaklubber, men Emmanuel valgte til sidst Vendsyssel FF – blandet andet på grund af vores udviklingsmiljø, træner set-up og træningsfaciliteter. Hertil kommer at Emmanuel er en spiller som passer perfekt til vores mission og vision som fodboldklub.

Vi anser Emmanuel, for at være et af de største offensive talenter i Danmark. Han kan dække alle offensive positioner, er ekstremt målfarlig og hurtig, har en fremragende teknik og er en rigtig dygtig afslutter – og vi er sikker på, at han bliver en stor gevinst for os i de kommende sæsoner” udtaler adm. direktør Mogens Krogh.

Vendsyssel FF spiller træningskamp 09.07.2017 kl. 13.00 mod Vejle (på Vejle Stadion), hvor ”Den nigerianske diamant”, som han tidligere er blevet døbt i pressen, forventes at få sin uofficielle debut.