Vendsyssel FF lejer islandsk U21-landsholdsspiller

Danmarks nordligste Superligaklub har lejet den 19-årige islænding Jón Dagur Thorsteinsson i engelske Fulham FC for resten af sæsonen. Thorsteinsson har spillet 29 ungdomslandskampe for Island, og har scoret ét mål.

Direktør Mogens Krogh udtaler:

”Jón er en ung, spændende spiller, som vi har fået gode referencer på. Han er en teknisk dygtig kantspiller, der specielt i spillet med at sætte sine medspillere op er rigtig dygtig. Han passer godt ind i vores strategi om at have unge spillere med stort udviklingspotentiale. I første omgang er der tale om en lejeaftale med Fulham FC, men vi har et håb om, at vi på sigt kan tilknytte Jón på permanent basis.”

Jón Dagur Thorsteinsson ser frem til sit ophold i Vendsyssel FF:

”Jeg er glad for at komme til klubben, og for at få muligheden for at spille førsteholdsfodbold.  Jeg er kantspiller og kan godt lide at score mål, og det håber jeg, jeg får vist her.”

Thorsteinsson får trøjenummer 19 og kan få debut på søndag, når vi møder AGF i Superligaens 8. spillerunde.

Jón Dagur Thorsteinsson har spillet 49 kampe for Fulham FC’s U23-hold, hvor det er blevet til ni mål og seks assists. Han er i øvrigt udtaget til det islandske U21-landshold, der skal møde Estlands og Slovakiets ditto i næste uge.