Vendsyssel FF og Søren Henriksen forlænger

Landets nordligste divisionsklub, Vendsyssel FF, har forlænget aftalen med Søren Henriksen, så hans kontrakt også løber i hele 2020/2021 sæsonen. Før denne sæson overtog Henriksen anførerbindet, og har indtil videre spillet fuld tid i alle klubbens kampe i NordicBet Ligaen.

Sportsdirektør Ole Nielsen:

”Vi er rigtig glade for, at vi kan få Søren med på vores videre tur, som vi er i gang med. Han har vist et godt og stabilt niveau gennem en lang periode, og han kan spille alle pladser i vores bagkæde. Søren er klubbens anfører – en rolle han er vokset meget i – og han har vist, at han kan tage noget lederskab. Derudover er han et naturligt samlingspunkt både på og uden for banen, og er derfor en rigtig vigtig brik på vores hold,” siger han.

Søren Henriksen:

”Jeg er rigtig glad for at være her, så det gav god mening at forlænge min kontrakt. Vi har egentlig været enige længe om, at det var det, vi skulle gøre, men det har været lidt en mærkelig tid. Men det er rart, at det er på plads nu, så vi kan fortsætte,” siger han

Søren Henriksen er i gang med sin anden periode i Vendsyssel FF. Første gang Søren trak den hvide Vendsyssel FF-trøje over hovedet var fra 2015-2017, inden han kom tilbage til klubben op til sæsonstart i 2018/2019. Han har spillet 104 kampe for Vendsyssel FF og lavet fire mål.