Vendsyssel FF skriver kontrakt med Tobias Damsgaard

Vendsyssel FF har skrevet en treårig kontrakt med den 21-årige højre back Tobias Damsgaard fra sommeren 2020. Tobias kommer til klubben på en fri transfer fra Randers FC.

Sportsdirektør Ole Nielsen:

”Tobias har på sine korte tid i klubben vist sig at være en rigtig stærk højre back, og derfor har vi også valgt at konvertere hans lejeaftale til en permanent en af slagsen. Han er stadig ung og har stort udviklingspotentiale. Vi synes, han har mange kompetencer som højre back; han er yderst pålidelig rent defensiv, har han stor løbekapacitet og er en spiller der kan gå fra felt til felt og slår nogle rigtig gode indlæg,” siger han.

Tobias Damsgaard:

”Jeg vil gerne have noget mere spilletid, og det er der bedre muligheder for i Vendsyssel FF. Derudover har jeg været rigtig glad for mit lejeophold heroppe, det er nogle gode gutter og nogle gode trænere. Jeg føler mig godt tilpas og det var en forholdsvis let beslutning for mig. Desuden er det også godt med noget luftforandring indimellem. Jeg har været i Randers FC i mange år, og har været glad for at være der, men Vendsyssel FF kom med en god plan for mig,” siger han.

Tobias Damsgaard kom til Vendsyssel FF på transfervinduets sidste dag i januar, og nåede to kampe for Vendsyssel FF inden COVID-19 satte en midlertidig stopper for fodbolden. Han har spillet sine ungdomsår i Randers FC, hvor han også nåede 32 kampe for klubbens bedste mandskab – heraf de 16 i 3F Superligaen.