Vendsyssel FF tager afsked med fysisk træner Sebastian Dam

Sebastian Dam, fysisk træner i Vendsyssel FF, har fået nye jobmæssige udfordringer, og har derfor opsagt sin stilling som fysisk træner i landets nordligste divisionsklub.

Sportsdirektør Ole Nielsen:

”Vi har været utrolig glade for Sebastians arbejde. Han har været med til at få lagt en god plan for den fysiske træning, og har skubbet den aspekt af træningen i den rigtige retning for klubben. Samtidig er han faglig dygtig, og vi har været glade for, at han har været en del af vores setup omkring førsteholdet siden sommeren 2018, ” siger han og fortsætter:

”Sebastian har fået nogle nye muligheder og udfordringer i et andet land, som han gerne vil prøve af, og vi ønsker ham naturligvis alt muligt held og lykke i fremtiden”.

Selv siger Sebastian Dam, der var den første fuldtidsansatte fysiske træner i Vendsyssel FF:

”Det er vemodigt, at jeg skal sige farvel til jobbet heroppe, for jeg har været utrolig glad for at være her, og har haft et rigtigt godt samarbejde med trænerstaben og spillertruppen. Det har været en oplevelse, at være her, og personligt har jeg udviklet mig, samtidig med jeg har udviklet den fysiske træning. Men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke kunne sige nej til den her mulighed, jeg har fået. Det er bestemt ikke et fravalg af Vendsyssel FF – det er mere et tilvalg af den nye mulighed, der er dukket op,” siger han og benytter lejligheden til at sige tak til trænerteamet og spillertruppen.

”Jeg vil gerne takke spillerne og trænerne for det gode samarbejde. Det har været et godt sted at være, og jeg har været rigtig glad for det. Selvom jeg ofte er djævlen og gør det, der er hårdt ved dem, så har de bare gjort det, og det har været en fornøjelse. Så tusinde tak til alle i og omkring Vendsyssel FF for en skøn tid,” slutter han.