Vendsyssel FF tilknytter Tobias Christensen

Vendsyssel FF forstærker offensiven med 25-årige Tobias Christensen. Christensen repræsenterede i den forgangne sæson HB Køge i NordicBet Ligaen.

Cheftræner Lasse Stensgaard:

”Tobias er vel det, man i gamle dage kaldte for en 10’er. Han har et godt offensivt blik for spillet, og kan sætte sine medspillere op til både scoringer og assists. Derudover er han god til at holde flow i spillet og dygtig i pasningsspillet. Han fylder rigtig meget, når man er på bolden, og trods han ikke er den største mand i verden, så fylder han også en del i presspillet, og kan bevæge sig rundt på banen. Han er hentet for at bringe det offensive spil op på et endnu højere niveau,” siger han.

Tobias Christensen:

”Jeg er rigtig glad. Jeg glæder mig sindssygt meget, og har hørt en masse positive ting om Vendsyssel som klub, og mange af de spillere, der er her, kender jeg og har en relation til – og så har klubben bare nogle fede faciliteter. Der ligger et ansvar i, at komme til en klub som Vendsyssel FF. Klubben har ambitioner om at ligge højt i tabellen, og det vil jeg gerne hjælpe med igennem mit spil og mine kompetencer på banen. Ambitionen er, at vi skal ligge så højt som muligt, og det ligger i tråd med mine egne ambitioner,” siger han.

Tobias Christensen har spillet 19 3F Superligakampe for FC Helsingør, hvor det blev til to mål og en assist. Derudover har han spillet 68 kampe i NordicBet Ligaen med to mål og seks assists til følge. Christensen får nummer 7 i Vendsyssel FF.

Spillerfakta:
Navn: Tobias Christensen
Fødselsdato: 4. januar 1995
Nationalitet: Dansk
Position: Kantspiller/angriber
Tidl. klubber: FC København U19, Elche Ilicitano, FC Jumilla, FC Helsingør, Næstved BK og HB Køge
Landshold: 16 U-landskampe for Danmark, 2 mål