Vendsyssel FF tilknytter tysk midtbanespiller

Vendsyssel FF har tilknyttet sin sjette forstærkning i dette transfervindue, da klubben har hentet den 24-årige tyske midtbanespiller Matti Steinmann til klubben.

Steinmann, der har fået det meste af sin fodboldopdragelse i den tyske traditionsklub Hamburger SV, er hentet til Danmarks nordligste egn på en lejeaftale, der løber indtil sommer.

”Matti er en rigtig dygtig teknisk og taktisk spiller, som er stærk i pasningsspillet, hvor har sine helt store kvaliteter. Han læser spillet godt og kan sætte spillet rigtig godt op, så vi glæder os til at følge ham i Superligaen,” siger sportsdirektør Ole Nielsen.

Den unge tysker ser frem til at stifte bekendtskab med den danske Superliga.

”Jeg glæder mig til at prøve kræfter med ligaen. Jeg har et par venner, der allerede spiller i landet, og de har talt godt om niveauet. Desuden glæder jeg mig til at hjælpe klubben i den vigtige halvsæson, der venter forude, og gøre en god figur, så vi overlever i Superligaen,” siger Matti Steinmann.

Steinmann har spillet tre kampe i 2. Bundesliga i denne sæson, og otte kampe i Bundesligaen i sæsonen 2017/2018. I alt har Matti Steinmann spillet 13 kampe for Hamburger SV’s bedste mandskab. Han kommer til at bære trøje nummer 5 for Vendsyssel FF.

Spillerfakta:

Navn: Matti Steinmann
Fødseldato: 8. januar 1995
Position: Midtbanespiller
Tidligere klubber: Hamburger SV II, Hamburger SV, Chemnitzer FC og Mainz 05 II
Landskampe: 5 U20, 3 U17, 5 U16 og 1 U15-landskamp for Tyskland.