Vendsyssel FF udlejer Alexander Juel Andersen til OB

Fodboldklubben OB kæmper for at ende i top 6 i Superligaens grundspil, og til at hjælpe med at opnå det mål, har de lejet den rutinerede forsvarsspiller Alexander Juel Andersen i Vendsyssel FF.

Sportsdirektør Ole Nielsen:

”Alexander har været en rigtig god og vigtig spiller for os, og vi er glade for at have ham i truppen. Men der er opstået en spændende mulighed, som vi begge synes er interessant. Samtidig er det en god mulighed for Alexander at spille på højeste niveau igen. Vi ved, at han kommer til et godt miljø, hvor han vil blive matchet rigtig godt i dagligdagen, og vi vil følge hans ophold i OB meget tæt,” siger han.

Lejeaftalen gælder frem til nytår, og OB har sikret sig en forkøbsret på forsvarsspilleren.

Alexander Juel Andersen kom til Vendsyssel FF på en fri transfer i sommeren 2018 og har indtil videre spillet 39 kampe for klubben. Juel Andersen har kontraktudløb i sommeren 2020.