Videre i pokalen efter 3-0 sejr

Kampen går ikke over i historien som den bedste i Vendsyssel FF’s historie. Men en sejr er nu engang en sejr, og med 3-0 over Hundested IK fra Serie 1 i 3. runde af Sydbank Pokalen, er vi videre til 1/8-finalerne.

I første halvleg var vi forholdsvist meget på bolden. Men vi forvaltede ikke boldbesiddelsen ret godt, og fik ikke testet Hundested IK-keeperen mere end en enkelt gang. Det var ellers ikke chancer, vi manglede, da vi fire gange inden for de første 10 minutter fik udfordret Hundested IK-forsvaret. Men den sidste skarphed manglede.

Hundested IK stod dybt og forsvarede, og jagtede omstillinger. Et par gange blev de farlige, men trods gode intentioner fik de ikke testet Michael Tørnes i målet. Derfor endte en forfærdelig første halvleg målløs.

I anden halvleg satte Jens Berthel Askou Jón Dagur Thorsteinsson på banen. Det gav noget mere dynamik i vores spil. Og den islandske U21-landsholdsspiller var også involveret i den første af vores scoringer.

Han erobrede bolden i venstre side, drev den frem, fandt Daniel Christensen, der gik til baglinjen og sendte den fladt ind foran mål, hvor Seyi Adekoya fik sat foden på, og sendte bolden i nettet.

Minuttet senere fordoblede vi føringen. Og opskriften var den samme som ved det første mål. Daniel Christensen tog bolden til baglinjen og sendte den indover. Denne gang kom der luft under indlægget, og igen var det Seyi Adekoya, der havde sidste berøring inden bolden gik i mål.

De to hurtige mål rystede hjemmeholdet, og bare to minutter efter det andet mål, blev kampen definitivt lukket og slukket. Lucas Jensen lavede lækkerier i højre side, og han sendte bolden ind foran, hvor Emmanuel Ogude sendte bolden i nettet.

Herefter var dampen gået af Hundested IK-spillerne, mens vi spillede bolden rundt og skulle have tiden til at gå.

Det betød, at der ikke faldt flere scoringer, og derfor er vi videre til 1/8-finalerne i Sydbank Pokalen.

Matchfacts, 3. runde, Sydbank Pokalen

Hundested IK – Vendsyssel FF 0-3 (0-0)

Mål: 0-1 73. min Seyi Adekoya, 0-2 75. min Seyi Adekoya, 0-3 76. min Emmanuel Ogude

Tilskuertal: 1208

Dommer: Anders Poulsen

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-2): Michael Tørnes – Søren Henriksen, Oliver Helledie Isaksen, Daniel Christensen – Washington Brandão (67. Lucas Jensen), Jeppe Illum, Kasper Povlsen, Ninos Gouriye (46. Jón Dagur Thorsteinsson), Benjamin Lund – Myroslav Slavov (61. Seyi Adekoya), Emmanuel Ogude

Næste kamp: Vendsyssel FF – FC København, søndag kl. 12.00, Nord Energi Arena, Superligaen, 11. runde