Vidste du, at….om Fremad Amager og Vendsyssel FF

Det er ved at være kampdag igen, og denne gang gælder det årets sidste udebanetur, når turen går til Sundby Idrætspark og Amager.

Det er ottende gang, de to hold møder hinanden i liga sammenhæng. Det er endt med to sejre til os, fire kampe er endt uden vinder, mens Fremad Amager har vundet ét opgør.

Sidst vi krydsede klinger med Fremad Amager var i 2. spillerunde i denne sæson. Kampen blev spillet på Nord Energi Arena, og det endte med en sejr til Fremad Amager – deres hidtil eneste over os, som vi skrev ovenover. Pierre Larsen grundlagde sejren med sin scoring 17 minutter før tid.

Sidste sejr til os, var i første spillerunde i sæsonen 2017/2018 – også kendt som oprykningssæsonen. Her vandt vi 2-0, hvor Lucas Jensen scorede begge mål. Det ene endte endda med at blive kåret som årets mål for Vendsyssel FF i den sæson. Nicolai Flø, Jakob Hjorth og Emmanuel Ogude var alle på banen i den kamp.

Tre gange har vi spillet på Sundby Idrætspark. Én sejr er det blevet til. Det var 26. spillerunde i sæsonen 2016/2017. Nicolai Flø og Søren Henriksen var med ved den lejlighed og det endte med en sejr på 2-1. Thomas Dalgaard og Ninos Gouriye scorede i det opgør.

Lucas Jensen er topscorer i de indbyrdes opgør mod Fremad Amager med sine to scoringer. Ingen andre spillere har lavet mere end to mål i de indbyrdes opgør.

Søndagens dommer er Sebastian Friis Aagerup. Han er i gang med sin anden sæson som dommer i NordicBet Ligaen.

Friis Aagerup har aldrig tidligere dømt en kamp med Vendsyssel FF som den ene part. Han har til gengæld dømt Fremad Amager tre gange. Den ene gang var i denne sæson, hvor kampen endte 2-2. Modstanderen var Vejle Boldklub.

Der er kampstart klokken 13.45 – og vi liveopdaterer selvfølgelig fra kampen på vores facebookside.