Vidste du, at….om Nykøbing FC og Vendsyssel FF

En ny kamp nærmer sig med kraftige skridt, og vi kigger endnu en gang på, hvordan det er gået i de indbyrdes opgør mellem Nykøbing FC og Vendsyssel FF.

Nykøbing FC og Vendsyssel FF har mødt hinanden seks gange tidligere – alle de tidligere møder har været i NordicBet Ligaen.

Tre gange har vi trukket os sejrrigt ud af opgørene, to gange er det endt uden vinder og en enkelt gang har holdet fra Falster vundet.

De to seneste opgør endte begge uafgjort – endda med det samme resultat, 1-1.

Sidst de to hold mødtes var på Nord Energi Arena d. 16. maj 2018. I det opgør scorede Marcus Solberg til 1-1 efter 53. minutter. Inden da havde Mikkel Dahl bragt Nykøbing FC foran 1-0.

Nicolai Flø, Morten Knudsen, Mikkel Frankoch, Marcus Solberg og Emmanuel Ogude fra den nuværende trup fik alle spilletid i det opgør.

I alt har vi fået netmaskerne til at blafre 13 gange i de indbyrdes opgør mod Nykøbing FC. Det er et snit på lige over 2 mål pr. kamp. Nykøbing FC har scoret 9 mål i de indbyrdes opgør – 1,5 mål pr. kamp.

Fem spillere deler den interne topscorerværdighed i opgørene. Både Thomas Dalgaard, Tiago Leonco, Lucas Jensen (alle Vendsyssel FF) og Mikkel Dahl og Joachim Wagner (begge Nykøbing FC) har lavet to mål.

Morgendagens dommer er Simon Rosenlund. Rosenlund er i gang med sin første sæson som dommer i NordicBet Ligaen.

Han har således kun dømt to kampe indtil videre. Første kamp var Fremad Amager mod Nykøbing FC, der endte 3-2 til Nykøbing. Det andet opgør var Vendsyssel FF mod Hvidovre IF for tre spillerunder siden. Den kamp vandt vi 1-0 på Nord Energi Arena.

Der er kampstart klokken 14.00 på CM Arena i Nykøbing Falster, og I kan følge kampen live i vores opdatering på facebook.