Vidste du, at…om Vendsyssel FF og FC Fredericia

På lørdag ruller bolden igen, og denne gang bliver det desværre uden hjælp fra tribunerne, da alle klubber i NordicBet Ligaen og 3F Superligaen er blevet pålagt at spille uden tilskuere.

Men derfor skal I ikke snydes for et lille tilbageblik i de tidligere opgør mellem Vendsyssel FF og FC Fredericia.

Lørdagens kamp er det 24. opgør mellem Vendsyssel FF og FC Fredericia. De 23 tidligere opgør er endt med syv sejre, otte uafgjorte og otte nederlag.

I de 23 kampe er der lavet 63 mål. De 26 af dem står vi for, mens lørdagens gæster fra FC Fredericia er noteret for de resterende 37.

Tre FC Fredericia-spillere topper den interne topscorerliste. Jude Nworuh, Søren Pallesen og Jesper Christiansen (ikke målmanden) er alle noteret for tre scoringer. Marcus Solberg og Mikkel Agger har lavet to mål i de interne opgør – begge for os.

Sidste gang de to hold mødtes på Nord Energi Arena var d. 18. marts 2018. Det opgør endte 0-0. Nicolai Flø pillede et straffe fra Mads Eriksen syv minutter før tid.

Nicolai Flø, Andreas Kaltoft, Marcus Solberg og Emmanuel Ogude fra den nuværende trup var med i den kamp. Morten Knudsen sad på bænken i hele opgøret.

Sidst vi mødte FC Fredericia var på Monjasa Park i dette års NordicBet Ligas første spillerunde. Den kamp endte med en 2-1 sejr til os efter en kamp, hvor vi sad tungt på det hele. Anders Holvad bragte dog FC Fredericia foran 1-0 efter 38 minutter, men Emmanuel Ogude og Tiémoko Konaté scorede begge i 2. halvleg, og hentede alle tre point med hjem til Hjørring.

Lørdagens dommer er Patrick Remon Gammelholm. Han dømte også vores seneste hjemmekamp mod FC Roskilde.

Remon Gammelholm er i gang med sin anden sæson som dommer i NordicBet Ligaen. Han har indtil videre dømt 26 kampe.

Det er femte gang i denne sæson – og i alt – Patrick Remon Gammelholm skal styre en kamp, vi er en del af. Første gang var mod Vejle Boldklub på hjemmebane (0-3), siden fulgte kampen hjemme mod Næstved Boldklub (1-1), hjemme mod Viborg FF (1-0) og til sidst altså kampen mod FC Roskilde på Nord Energi Arena (2-0).

I de 11 kampe i NordicBet Ligaen, Patrick Remon Gammelholm har dømt indtil videre, har han uddelt 49 gule kort – og ingen røde. Det giver et snit på 4,45 kort pr. kamp.

Han har også dømt syv straffespark. Det er 0,64 straffespark pr. kamp.

Der er kampstart lørdag klokken 13.00. Men altså desværre uden tilskuere på lægterne.

Kampen kan ses på TV3 Sport og på Viaplay.