Vidste du, at…om Vendsyssel FF vs. FC Roskilde

Nu ruller fodbolden heldigvis igen om ganske få dage – og vi glæder os som små børn til juleaften.

Vi har kigget ned i historiebøgerne og giver et lille indblik i de tidligere møder mellem Vendsyssel FF og FC Roskilde.

Det er 18. gang, de to hold mødes i NordicBet Ligaen.

Det sidste møde mellem Vendsyssel FF og FC Roskilde på Nord Energi Arena var i 20. runde i sæsonen 2017/2018. Det var også i første runde efter vinterpausen, og den kamp endte med en 2-0 sejr til os. Og hvad skete der senere den sæson? Tja, vi rykkede op i Superligaen..

Emmanuel Ogude kom i øvrigt ind fra bænken i den kamp og lavede to mål.

Ud af de foregående 17 gange, vi har mødt FC Roskilde, har vi vundet de ni. Søndagens gæster fra domkirkebyen har vundet fire, mens de sidste fire gange er endt uden vinder.

Det seneste opgør endte faktisk med en sejr til FC Roskilde. De tog en 2-0 sejr i 4. runde i denne sæson på deres hjemmebane.

Vi har aldrig tabt en kamp på Nord Energi Arena til FC Roskilde. Ni gange har vi mødtes i Hjørring, og det er blevet til syv sejre og to uafgjorte.

I de 17 kampe, vi har spillet mod FC Roskilde, har vi lavet 24 mål, mens gæsterne på søndag har lavet 15 mål.

Den interne topscorer i kampene mod FC Roskilde er Tiago Leonço. Han har lavet fire mål. Emmanuel Ogude har lavet tre – det samme antal som Bajram Fetai for FC Roskilde.

Søndagens dommer er Patrick Remon Gammelholm. Han dømte også vores sidste kamp i efteråret mod Viborg FF. En kamp vi som bekendt vandt 1-0 på Wessam Abou Alis mål.

Remon Gammelholm er i gang med sin anden sæson som dommer i NordicBet Ligaen. Han har indtil videre dømt 24 kampe – så kampen søndag er et lille jubilæum for den unge dommer.

Det er fjerde gang i denne sæson – og i alt – Patrick Remon Gammelholm skal styre en kamp, vi er en del af. Første gang var mod Vejle Boldklub på hjemmebane (0-3), siden fulgte kampen hjemme mod Næstved Boldklub (1-1) og til sidst altså kampen mod Viborg FF på hjemmebane (1-0).

I de ni kampe i NordicBet Ligaen, Patrick Remon Gammelholm har dømt indtil videre, har han uddelt 37 gule kort – og ingen røde. Det giver et snit på 4,1 kort pr. kamp.

Han har også dømt seks straffespark. Det er 0,67 straffespark pr. kamp.

Der er kampstart søndag klokken 15.00.