Vigtig sejr i lokalopgøret mod AaB

Sikke en fantastisk aften på Aalborg Portland Park! Tre dejlige point i lokalopgøret, ’Slaget om Nordjylland’ mod AaB på en råkold oktober aften, hvor Søren Henriksen efter 18 minutter scorede det, der skulle vise sig at være sejrsmålet.

I kampens indledning var det hjemmeholdet fra AaB, der havde bolden mest. De spillede bolden fint rundt og fik os presset godt i bund. Men vi stod bundsolidt, og når vi fik muligheden, satte vi kontramaskinen i højeste gear, og satte kursen mod værternes mål.

Cheftræner Jens Berthel Askou og assistenttræner Mike Tullberg begyndte kampen i den efterhånden velkendte 3-5-2 formation, hvor Jón Dagur Thorsteinsson tog pladsen som venstre wingback. Den gameplan måtte de dog ændre efter 11 minutter, da fødselsdagsbarnet Moses Opondo desværre måtte lade sig udskifte. Det betød, at vi gik over til en 5-4-1, hvor især de to kanter, Lucas Jensen og Jón Dagur Thorsteinsson, gjorde en god figur med at holde hjemmeholdet beskæftiget defensivt.

Men det var hverken Jensen eller Thorsteinsson, der stod bag vores mål. Det var derimod Søren Henriksen. Han havde sneget sig med frem i sin venstreside, og med hvad der formentligt var tænkt som et indlæg, snød han både Jacob Rinne i AaB-målet og langt de fleste tilskuere på Aalborg Portland Park, da bolden sejlede over Rinne og i nettet via den ene opstander. 1-0 efter 18 minutter.

Det fik hjemmeholdet fra AaB til at skrue endnu mere op for angrebsiveren. Minuttet efter scoringen havde Kasper Risgård et lumsk skud fra distancen, men Nicolai Flø, der igen-igen leverede en fænomenal indsats mellem stængerne, var hurtigt nede ved sin stolpe og fik pareret skuddet.

Vi kan i det hele taget takke Flø for meget i søndagens opgør. Gang på gang hev han redninger ud af ærmet, og var dominerende i luftrummet. Han – og det øvrige godt forsvarende mandskab – var årsagen til, at vi kunne gå til pause foran 1-0.

I anden halvleg fortsatte AaB presset. De jagtede det udlignende mål, og investerede mange folk offensivt. Det betød dog også, at de var sårbare for hurtige kontrastød. Og det var lige, hvad indskiftede Ninos Gouriye fik efter små 70 minutter. Den hollandske offensivspiller jagtede en lang bold, fik tacklet sig igennem Jores Okore, og var helt alene med Jacob Rinne. Men den svenske målmand kom godt ud af sit mål og fik – desværre – skubbet bolden ud til et hjørne.

Og lad os lige dvæle lidt ved Ninos Gouriye. Hollænderen har ikke haft den nemmeste sæson, men han lavede et fantastisk indhop i søndagens kamp, og var en evig kilde til uro for AaBerne, der havde mere end svært ved at tøjle ham. Gouriye havde yderligere et par nærgående aktioner, hvor hjemmeholdets forsvar var lidt på hælene.

I slutfasen sendte AaB det meste af holdet frem. Men vi forsvarede heroisk flot og gjorde det svært for hjemmeholdet at komme til åbne chancer.

Derfor endte vi som vindere af ’Slaget om Nordjylland’ og kunne sætte tre point yderligere ind på kontoen.

Og så skal der lyde en dybfølt og varm tak til Vendsyssel FF Support. Sikke en kulisse, I skabte for os i dag. Det var helt forrygende at se, så mange havde taget turen fra Hjørring til Aalborg, trodset den bidende kulde og yde den opbakning til holdet, som I gjorde. Vi er virkelige taknemmelige for jeres støtte! Tusind, tusind tak.

Matchfacts – 14. runde, Superligaen

AaB – Vendsyssel FF 0-1 (0-1)

Mål: 0-1 18. min Søren Henriksen

Advarsler: 25. min Andreas Kaltoft, 27. min Kasper Risgård (AaB), 27. min Lucas Andersen (AaB), 45. min Oliver Abildgaard (AaB), 89. min Jakob Ahlmann (AaB), 90+4. min Alexander Juel Andersen

Tilskuertal: 6071

Dommer: Jakob Kehlet

Startopstilling, AaB (4-4-2): Jacob Rinne – Frederik Børsting, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann – Kasper Kusk, Oliver Abildgaard, Kasper Risgård (80. Kristoffer Pallesen), Rasmus Thellufsen (46. Phillip Ochs) – Tom van Weert (67. Wessam Abou Ali), Lucas Andersen

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-2): Nicolai Flø – Sander Fischer, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen – Alexander Juel Andersen, Mikkel Wohlgemuth, Moses Opondo (11. Washington Brandão), Morten Knudsen, Jón Dagur Thorsteinsson (85. Jeppe Svenningsen) – Emmanuel Ogude (65. Ninos Gouriye), Lucas Jensen