Wessam Abou Ali vender tilbage til Vendsyssel FF

Landets nordligste divisionsklub, Vendsyssel FF, lejer den 21-årige angriber Wessam Abou Ali i Superligaklubben AaB. Abou Ali spillede også det meste af efterårssæsonen for Vendsyssel FF, hvor det blev til 11 kampe og seks mål.

”Vi er rigtig glade for, at vi igen kan leje Wessam, og vi har haft en rigtig god dialog med AaB omkring denne case,” siger sportsdirektør Ole Nielsen og fortsætter:

”Vi er samtidig glade for, at vi kunne få aftalen på plads så tidligt, så Wessam kan starte med den øvrige spillertrup. På den måde håber vi, at han får en god træningsopstart med sine holdkammerater og forventer, at han ligger på sit spil og hjælper holdet med endnu flere mål og assists i foråret.”

Wessam Abou Ali møder ind sammen med den øvrige spillertrup i morgen, mandag d. 6. januar, og starter træningen frem mod forårspremieren mod FC Roskilde d. 1. marts 2020.

Spillerfakta:

Navn: Wessam Abou Ali
Fødselsdato: 4. januar 1999
Position: Angriber
Tidligere klubber: AaB
Kampe og mål for Vendsyssel FF: 11 kampe, seks mål.